Jeg har set en del skæftetræ af birk med svamp, og syntes at det er utrolig flot. Det kan dog ikke bruges uden at blive stabiliseret.
Sådan ser det ud fra starten.
Sådan når det er skåret ud, inden stabilisering. De 2 først billeder er venligst lånt af Thorbjørn Jørgensen Skovrup.
Da jeg alligevel skulle fælde et af vores birketræer i haven, blev der taget lidt fra til et eksperiment.
Plankerne er fra stykket nærmest roden, de to andre stykker er taget lige over. Skåret på denne måde, for at se, om der er forskel på, hvordan de bliver angrebet af svamp.
Jeg har lagt stykkerne i sorte affaldssække, og hældt en sjat vand på/i posen, for at fremskynde processen.
Poserne er lukket god til, og sat på nordsiden af min carport, kikker til dem midt i april.
Nu nærmer vi os august, og jeg har kikket i poserne flere gange undervejs. Det er en erfaring, at der skal kunne komme ilt til processen!
Det går den rigtige vej, har givet dem lidt mere vand, og har lukket poserne igen, så ser vi om en måneds tid.
Så er der sket lidt mere. Planen er nu, at jeg sætter motorsaven på stykkerne, og fjerner de yderste 1-2 cm, evt. bliver de store stykker “planket” op, og så bliver det lagt til tørre et par års tid.
Som det ses af billedet, så er svampeangrebene ikke så markante, men måske de udvikler sig, mens træet ligger og tørrer. Jeg har skåret endeskiverne af træet.
Og lidt tættere på.
Nu får det lov at ligge et års tid, så må jeg se, hvad det bliver til.
Den anden dag var jeg på Kongsgården i Sorø, til håndværkerdag. Der talte jeg med Preben, en trædrejer, der bl.a. drejer i svampet bøg. Han skærer bøg ud i stave, som han lægger i en (pap?)kasse, tæt sammen, tørt og køligt. Og efter et par år, så er der gået svamp i dem, det må prøves.