Ætsning af damaskstål

For at bringe mønstret frem i en mønstersmedet klinge, skal den ætses. Der er mange muligheder, div. syrer, og det som jeg bruger: Jernklorid.
Jeg har købt det hos Matas, men de har det vist ikke længere. Som meget andet, vi kan bruge til smedning, er det blevet klassificeret som giftigt eller lign.
IMG_0556
Her er det meste af, hvad du skal bruge. En vaskebalje med lunken vand hører også med.
Ætsning 1a
Jernklorid til at ætse med, og trinatriumfosfaten til at neutralisere den med, inden du skrubber oxideringen af.
Den klinge jeg bruger til denne demonstration,  er lavet på et smedekursus med Bjarne Rasmussen, men jeg fik desværre ødelagt den under mit forsøg på at slibe den ud.
Nu bliver den så brugt til at demonstrere ætsning af damaskstål.
Jeg har pudset klingen op til og med korn 800.
Husk, at ætsningen vil fremhæve alle ridser m.v.
Jeg har ikke brugt polerskive, da det skulle ødelægge ætsningen.
IMG_0557
Disse klemmer har jeg lavet til korte klinger, ellers “drukner” de.
Det er meget vigtigt, at klingen bliver affedtet godt, inden den kommer i jernkloriden, får du sat et fingeraftryk på klingen, inden du sætter den i, så fremstår det tydeligt bagefter.
IMG_0559
Klingen i jernklorid, man kan se oxideringen, der fremkommer ved ætsningen.
Ætsningen går hurtigere med varm væske, brug evt. et vandbad.
Tjek ætsningen hver 15-20 minutter. Når klingen er blevet sort af oxidering, skal den renses af.
Sørg for udluftning, jeg har prøvet at stå i mit værksted med det, og hostede resten af dagen!
Væsken skal ikke være for koncentreret, så kan ætsningen blive “ulden”.
Der er vel, hvad der svarer til en spiseskefuld i dette 750 grams Nutella glas. Det er valgt på grund af plastlåget.
IMG_0561
Trinatriumfosfaten neutraliserer jernkloriden.
Igen en god spiseskefuld til et 750 grams Nutella glas.
Herefter skal oxideringen skrubbes af med en grydesvamp i sæbevand.
Hvis ætsningen ikke er dyb nok, affedtes klingen igen med acetone, inden den kommer i jernkloriden igen.
Ætsning 5
Her er det færdige resultat.
Hvor dybt man ønsker ætsningen er en smagssag, og er blot et spørgsmål om tålmodighed.
Torben
 

2 thoughts on “Ætsning af damaskstål

  1. Du skriver at jernkloriden ikke må være for koncentreret? Men hvad er blandingsforholdende så? Jeg går udfra at det fortyndes med vand?

    • Hvis du køber jernklorid koncentreret fra fx Linaa, skal den fortyndes i forholdet 1 jernklorid til 3 demineraliseret/destilleret vand inden brug.

      Mvh
      Torben

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.