Følgende er fundet i ”Opfindelsernes bog”, udkommet 1881.

Teksten er let redigeret, så den er lidt letter at læse, nu over 125 år efter den er skrevet.

 Torben P. Behrens

 Damaskenerklinger.

 Af en helt anden og ejendommelig Art er de Sirater, som udmærker de ægte Damaskenerklinger; de ligge nemlig i selve Massen og vise sig derfor på ny efter hver Afslibning. De fremkomme ved den særegne Måde, paa hvilken Våbnet tilvirkes, og er derved et Bevis på god Kvalitet, så at de altså har en højere Betydning end kun at tjene til Forskønnelse. Tyrkerne og Perserne skelne mellem fire Sorter Damascenerstål, nemlig 1) Kirk-nerd’even,• fyrretyve Afsatser”, således kaldet af de tyve bølgeformige Afsatser eller rettere Striber, som synes at løbe tværs over Klingens Længdeårer på hver Side deraf, og som giver den en vis ydre Lighed med en flydende Bæk; Klingens Farve er grå eller sort. 2) Kara Khoragan, af hvilket Klingerne få en stor Mængde bølgeformige Linier og blive næsten ganske sorte. .3) Kara-taban med bølgeformige Linier på den mørkegrå, glinsende Klinge og 4) Seham, egentlig det arabiske Navn for hele Syrien, i indskrænket Forstand også for Damaskus, og under hvilken Betegnelse alle øvrige Damaskenerklinger sammenfattes, selv dem fra Kon­stantinopel, som er de mindst smukke. Perserne skelner dog egentlig mellem ti Sorter, hvoriblandt også en guldglinsende. Af de fire anførte Hovedsorter er de to førstnævnte de bedste. I Indien og i Særdeleshed i Delhi skal Kunsten at smede Damaskenerklinger have bevaret sig renest; som de bedste Klinger anses de, der skrive sig fra Assad ‘Oullah, Shahen Abbas den Stores berømte Våbensmed. Om den Måde, som Orientalerne følge eller fulgte ved Tilvirkningen af deres damascerede Klinger, har man i Occidenten ikke nogen sikker Kund­skab, eller rettere, for så vidt man tør antage, at Nøglen til Gåden nu er funden og da navnlig i Rusland, ikke tidligere vidst mindste Besked. Damasceringens ejendommelige Blanding af afvekslende lyse og mørke Linier måtte lede til den Tro, at Klingerne var smedet af to Slags Materiale, af Staal og Jern eller af hårdt og blødt Jern, som ved en Mangfoldighed af Svejs­ninger var blevne således blandet mellem hinanden som Klingens Figurer udviste. Fra en sådan Antagelse er alle de Efterligningsforsøg udgået, som til forskellige Tider er anstillede i Solingen, i Frankrig, England og Italien, og man er bleven stående ved denne Fremgangsmåde, som natur­ligvis tillader en Mængde Variationer, da man herved i Virkeligheden kan frembringe ret smukke Damaskeringer, hvorvel de kun have lidt eller intet tilfælles med de ægte. For t. Ex. at tilvirke damascerede Geværløb, går man frem paa følgende Måde; tynde Stænger eller Bånd af Jern og Stål lægges afvekslende over hverandre og svejses sammen til et Stykke, som under Hammeren strækkes til en Stang; i glødende Tilstand vrides derpå denne Stang skrueformigt om sin Akse, hvorefter den, om man vil, hugges i to Dele, som atter svejses sammen, atter udhamres, atter vrides o. s. v. Sluttelig smedes Stykket til et Bånd, som vrides om en Jerndorn, omkring hvilken nu Geværløbet smedes, idet de enkelte Spiraler svejses til hverandre.

Den bedste Måde at frembringe Damaskeringer er angivet af Italieneren Crivelli og er en Tillempning af den her beskrevne. Smedede Stålbånd af omtrent l Tommes Bredde og 1 Linies Tykkelse omvikles med lige så tyk Jerntråd i en Mængde Skruevindinger, og smedes derefter i Rødglødende, så at Jernet til dels trykkes ned i Stålet; flere således forberedte Stykker lægges paa hverandre og svejses sammen til et Stykke, som udhamres, hugges over i to eller tre Dele, der på ny svejses sammen, og en sådan Udhamren, Overhugning og Sammensvejsning gentages endnu et Par Gange. I hvert Fald består Stangen nu af en stor Mængde tynde lag, afvekslende af Stål og Jern, og disse kunne ifølge det foregående ikke ligge i parallelle Flader, men er paa mangfoldige Måder bøjede og krogede. Filer eller sliber man Stangens flade Side, gennemskæres og blottes Snart et, snart et andet Lag, og Resultatet er en af tilfældige Linier og Pletter sammensat Tegning, som dog i det hele har en vis ensformig Karakter. Hvis man afvekslende paa Stangens to Sider men dog tæt ved hverandre filer halvrunde Tværrender, fremstår en Slags Slangeform; bliver Stangen derefter på ny smedet plan, viser Damasceringen Slangelinier eller rettere, da disse Linier krydse hverandre, lutter elliptisk udseende Masker. Enhver Damascering må en kort Tid ætses, det vil sige udsættes for en eller anden svag Syre, thi først derved, at Syren angriber de forskellige Steder forskelligt efter deres Hårdhed og Kulstofholdighed, blive Tegningerne, som efter Slibningen og Poleringen er usynlige, bragte for Dagen. Selvom den på de foran antydede Måder frembragte Damascering ikke er den ægte, må den indre Beskaffenhed af de således frembragte Klinger dog være god. Materialernes gentagne Sammenarbejdning og den derved opnåede fine Sammenvævning af Trådene må give en sådan Blanding betydelig mere Sejhed, end Stål og Jern hver for sig besidder; man er dog aldrig gået så vidt at antage, at andetsteds fabrikerede Klinger har kunnet måle sig med de orientalske. At man ikke har kunnet nå disse Fuldkommenhed er i øvrigt ikke så forunderligt, hvis det bekræfter sig at de aldeles ikke tilvirkes på den Måde, man har troet det og hidtil har anvendt. Som ovenfor sagt har man nu fra Rusland fået nogle Oplysningen om Fabrikationsmåden, som mulige er de rette, og der eksisterer nu i Slatust i Ural en Fabrik, hvis Våben skulle kunne stilles ved Siden af de ægte asiatiske. Denne Fabrik er Resultatet af de smukke og heldige Forsøgsarbejder af Ingeniøren Anossow, og hvis, som han tror og som det er højst sandsynligt, hans Fremgangsmåde stemmer overens med den asiatiske, har han Æren af at have kastet Lys over, på en Måde være bleven Opfinder af denne orientalske Kunst; thi hvor let det end var for ham der at forskaffe sig asiatiske Klinger, lykkedes det ham dog ikke at skaffe sig den ringeste Oplysning om Tilvirkningsmåden; han måtte ved egne Eksperimenter søge at komme efter Hemmeligheden. Resultatet af hans Forskning angives således, det damascerede Stål er ikke en Blanding af to Metalsorter, men et Slags Støbestål, i hvis Masse Damasceringen dannes af sig selv, og hvor de ulig tegnede Former, som den antager, afhænger af den længere eller kortere Tid

i hvilken Ilden har virket. Som stålberedende Middel tjener ikke Kul sædvanlig Form, men Grafit. Allerede ved Smeltning af Jernmalm med Grafit kan det damascerede Stål erholdes; men der fordres dertil den reneste Malm, og Processen er langsom samt nødvendiggør et forholdsvis stort Forbrug af Grafit og Brændmateriale. Anossow tror at denne Fremgangsmåde er den fra gammel Tid anvendte.

Endnu lettere end af Jernmalm sker Stålets Tilberedning af metallisk Jern; denne Metode er den, der anvendes i Slatust og er i Korthed følgende:

Smeltearbejdet sker som ved sædvanligt Støbestål i små ildfaste Ler­digler, der indsættes i en lille Blæseovn. Man bearbejder højst 10 Pund Jern ad Gangen, da større Stålklumper ville være for vanskelige at smede; men ind imellem går man også ned til 8 og 6 Pund, idet Stålet bliver hårdere, jo mindre Mængder man smelter. Massen dækkes i Diglen med et Lag, beslående af Grafit, Hammerskjæl og et Flydermiddel, såsom kalcineret Kvarts eller Dolomit. Efter at den således fyldte og godt tillukkede Digel har stået 31/2 Time i Ilden, er Metallet overtrukket med et tyndt Lag fly­dende Slagge, paa hvilken den endnu overskydende Rest af Grafitten svømmer. Metallet viser allerede i denne Periode et svagt, stribet Moire på lysere Grund og, hvis Grafitten var god, en vis Farverefleks. Efter endnu en halv Times Ophedning har Metallet fået en bølgeformige Damascering; atter en halv Time, og Moireen er tydeligere og stærkere udpræget. Udholder Diglen endnu større Hede, får man et netagtigt Moire, som efterhånden bliver kraftigere og undertiden bliver båndformet. Eftersom Processen skrider længere og længere frem, bliver Mængden af Grafit mindre og mindre. Grafitten bør være af bedste Kvalitet, da Metallet ellers sjældent bliver godt til at smede. En formindsket Tilsætning af Grafit gør Damasceringen mindre skarp og giver et blødere Stål.

Når Ovnen er bleven kold, findes der i Diglen en Stålkage med fuld­stændig glat og damasceret Overflade, dog med en Indsænkning i Midten, i hvilken Krystallisationen tydeligst viser sig. Mangler denne Indsænkning, er Afkølingen gået for hurtigt for sig, Kagen er hul indvendig, Stålet ikke til at smede, og det er værdiløst, selvom der også haves det smukkeste Moire. Under en lille Svanshammer smedes Stålklumpen til Stænger i 3-9 Ophedninger. J o mere genstridigt Stålet viser sig ved denne Behandling, og jo længere det holder sig glødende under Hammeren, desto bedre bliver det. I Hvidglødhede bliver Stålet aldeles fordærvet eller i det mindste går Damasceringen tabt. Glødeskallen, hvormed Metallet under Udsmedningen overtrækkes, viser Damasceringen smukkere og langt tydeligere end selve Metallet, og denne Omstændighed giver således hurtigt et godt Holdepunkt til Bedømmelse af Stålets Anvendelighed; den meget vekslende Tegning er nemlig ingenlunde en blot Tilfældighedssag, men giver den, der forstår at læse den, bestemt Oplysning om Stålets Godhed.  Foruden Tegningen viser det damascerede Stål tillige en Farverefleks, når det betragtes på skrå; også denne Ejendommelighed, som allerede fremtræder ved den afkølede Stålkage, er et Tegn paa Godheden.  Stål som slet ikke viser Refleks, er dårligt og  mangler Sammenhold; det gode Stål derimod viser et blåligt Skær, og det allerbedste et  gyldent Skær.

Den videre Bearbejdelse af Stålbarrerne afviger ikke i væsentlig Grad fra den bekendte Måde; men ikke alene ved Smedningen, som kun bør ske ved Rødglødende, men også ved de øvrige Processer som Slibningen o. s. l. må der anvendes den yderste Omhu og Forsigtighed, da det damascerede Stål er af en meget følsom Natur.

I Europa var og er det navnlig de spanske Klinger fra Toledo, som stå i stort Ry, takket være det udmærkede Staal fra Bjergværkerne i Biskaya og Guipuscoa. En af de berømteste Klingesmede i Toledo var Juan Martinez. I IlNotices sur les armes dMensivesll af Jubinal, Paris 1840, anføres ikke mindre end 99 Toledosmedes Stempelmærker.

Også de tyske Klingesmede betjente sig af forskellige Mærker, Passauer Smedene sædvanligvis af Ulvemærket, det vil sige, af en på, Klingen. stemplet Ulv, der for resten lige så godt lignede ethvert som helst andet fire benet Dyr; en Hertug Albrecht af Østrig skal 1349 have meddelt dem Rettigheden til dette Stempel, som imidlertid også forekommer paa Klinger fra Solingen og Toledo.. Ulve klingerne stod i stor Anseelse. Ofte have de ved Siden af Ulvestemplet ved· kommende Smeds Navn, 0i man finder således Klinger mærkede: Peter Munsten med facit Solingen eller mærkede Andrea Ferrara, Navnet paa en berømt Toledosmed o. s. v. Den Skik at indhugge Ord og hele Sætninger i Klingen er meget gammel, og da man blev bekendt med Kunsten at ætse, en Kunst, der af Harnisksmede og Klingesmede udførtes efter berømte Maleres Fortegninger og i det 16de Århundrede dreves til Yderlighed, blev Liebhaveriet derfor efterhånden så stort, at hele Bønner, Stamtavler, Kalendere o. lign. ind·

. ætsedes paa Klingerne.

De betydeligste Fabriker for Tilvirkning at blanke Våben, navnlig Sabler, findes for Tiden i Solingen i Rhinpreussen. Solinger Våbenfabrikationen går tilbage til i det 12te eller 13de Århundrede, paa hvilken Ti~ stejerske Arbejdere skulle have nedsat sig der og have været de første, som smedede Våben i Solinger Bjergene. I Begyndelsen og endnu langt senere stærkt begrænset ved Laugsprivilegier fik Fabrikationen først ret sit Opsving, da Landet i Begyndelsen af dette Århundrede kom under fransk Herredømme, og alle Indskrænkninger ophørte; mange intelligente Kræfter, som paa Grund af Laugsvæsenet hidtil havde været udelukkede derfra, helligede sig nu til dette Arbejde. Til Fabrikationen af Skeder og Fæster findes Værksteder i selve Byen, mens Smedningen, Hærdningen, Slibningen og Poleringen af Klingerne nu som før foretages af de hist og her i Bjergene og ved Wupperfloden bo­satte Mestre. Arbejdets Deling er gennemført i en ganske overordentlig Grad; efter at Klingesmeden har givet det rå Staal den første Form, går Klingen til Hæderen, som giver den Elasticitet, og videre til Sliberen, som gør den blank; efter den Grad af Finhed, som Klingen har, poleres den der­efter en eller flere Gange, hvorefter den vandrer til Montøren, som forsyner den med Fæstet, ved hvis Fabrikation ligeledes flere Arbejdere have medvirket; Skeden, Ringene o. s. v. fordre også forskellige Arbejdere, så at et Sværd har passeret en Mangfoldighed af Hænder, forinden det går· over i Fabri­kantens Lager.

Solingens Våbenhandel strækker sig over alle Verdensdele; gennem engelske Huse gå Tusinder af Sabler til Afrikas Kyster. Hvor meget Solingen i en vis Tid er i Stand til at præstere afhænger naturligvis af Fordringerne, der stilles til Varernes Godhed. Under de seneste Krige have enkelte Fa­brikanter oftere leveret indtil 1000 Våben om Ugen, og, hvis alle Fabrikan­terne anstrengte sig til det yderste, vilde de vistnok tilsammen kunne præ­stere 8-10,000 Våben ugentlig.

Hvad specielt Klingefabrikationen i Danmark angår, da er der ikke meget derom at berette. Særlig må fremhæves den af Rigsmarsken Anders Bille og nogle fynske Adelsmænd i Midten af det 17de Århundrede anlagte Fabrik ved Broby i Fyn, ligesom også de senere Fabriker ved Kronborg og paa Frederiksværk, i hvilke der er forfærdiget en stor Del vel udførte blanke Våben til Hærens Brug; men Fabrikationen har aldrig været af større Be­tydning og er det allermindst nu, da Forsyningen næsten udelukkende sker fra fremmede Fabriker.