Udslibning med spejderne

Udslibning med spejderne.

Jeg har ikke afholdt kurser, hverken i at lave knive, eller i at udslibe klinger, både pga. at jeg arbejder 3-holdssskift, og kun med 4-6 ugers varsel ved, om jeg har fri en weekend, og grundet mit meget lille, og noget overfyldte værksted.

Jeg så et opslag i ”Knivmageri” på Facebook, hvor nogle spejdere fra 2. Herlev Spejdergruppe ville prøve at slibe deres første klinge ud. Der blev bl.a. tilbudt et nyt stempel til gengæld for undervisningen. Det faldt sammen med, at jeg havde ødelagt mit stempel, ved at slå det i ambolten i stedet for den klinge, jeg ville stemple.

Efter lidt skriveri frem og tilbage med Casper, der leder spejderne, blev vi enige om en dato.

Det blev en søndag, aftalt mødetidspunkt kl. 0930, så var der masser af tid til at lave de smaltangsklinger, der var aftalt.

Jeg fik ryddet op i mit værksted, og flyttet en del træ og maskiner ud i et tomt brændeskur, så der kunne være plads til os alle.

Da de var godt ankommet fik vi kaffe og lidt brød på terrassen, vejret var med os, og jeg fik fortalt lidt om, hvad vi skulle i løbet af dagen, herunder lidt om sikkerhed i værkstedet, da det ikke er helt ufarligt at slibe klinger ud.

Det viste sig så, at det ikke var smaltangsklinger, drengene ville slibe ud, men fuldtangsklinger nogle mere avancerede end andre. Det resulterede også i, at vi først var færdige ved 21 tiden om aftenen, i stedet for ved 16-17 tiden som jeg havde forventet. Alt tager længere tid med fuldtangsklinger, der er mere, der skal saves ud, meget mere, der skal konturslibes, der skal bores nittehuller m.v.

Da skabelonerne var lavet, fik vi tegnet dem over på stålet, og jeg skar pladerne til med vinkelsliberen, så det var til at save klingerne ud på metalbåndsaven.

Efter udsavning af alle klinger, hver klinge blev savet ud af den, der skulle slibe den ud. Klingerne blev konturslebet på båndsliberen, korn 80 – 120 – 240 – 600, igen var det drengene, der selv gjorde det.

Så var det frokosttid, den blev indtaget på terrassen.

Efter frokost blev slibefasen tegnet op, og midterlinjen markeret. Nu kunne slibningen gå i gang.

Det tog lang tid, at få slebet fasen på de 5 klinger, hver klinge skulle først have slebet fasen groft med korn 80, derefter skulle den finpudses med korn 120 – 240 – 600. En sjælden gang måtte jeg rette lidt på en slibning, men ellers gik det fint.

Der var jo en del ventetid, som drengene fordrev ved at slibe kanter, og nogle lavede også filarbejde i ryggen på klingerne.

IMG_5788

Der blev også tid til eftermiddagskaffe.

Ved 19 tiden var vi stadig ikke helt færdige, men sultne, så min kone hentede en stak pizzaer, som venligst blev sponsoreret af spejdergruppen.

IMG_5781

Efter at vi havde spist dem, fik vi slebet det sidste. Der blev markeret op på klingerne, hvor der skulle bores til nitter, det gjorde jeg efterfølgende, inden hærdningen.

IMG_5784

Her er spejderne, med deres klinger.

Jeg fik mit nye stempel, og det er afprøvet og virker fint.

IMG_6302

Det var en lang, men hyggelig søndag, jeg var godt nok træt om aftenen, efter at have været ”på” hele dagen.

IMG_5872

Den efterfølgende uge fik jeg tid til at bore huller til nitter,  hærde og anløbe klingerne, på billedet ses de efter hærdningen.

Inden klingerne blev sendt afsted, sleb jeg dem på min Tormek vådsliber. Den afsluttende polering får spejderne selv lov at klare.

Hvis har det skal gentages, bliver det kun med en eller højest 2 deltagere. Førstegangsslibere bør begynde med en spidstange-klinge (scandi).

 

Torben